liva jo

BALANCEGANG

3. FEB - 30. MARTS 2024

Den danske billedkunstner Liva Jos malerier har allerede fået stor opmærksomhed, selvom kunstneren stadig går på kunstakademiet. Hendes værker udforsker menneskets eksistensgrundlag og forhold til naturen. Det er billeder af indre landskaber, hvor blomster og planter får ansigter, og træer får øjne, mens mennesker er ansigtsløse eller skildret som silhuetter.

LIVA JO: BALANCEGANG er kunstnerens første soloudstilling i Danmark. Udstillingen viser nye malerier, værker på papir, lærredslapper med afprøvninger samt kunstner-kuraterede montrer med tegninger og skitsebøger. Montre og malerier viser forskellige sider af en ung kunstners arbejdsproces fra de første skitser og formeksperimenter til færdige værker.

Liva Jo Juul Streich (f. 1999) er vokset op i Millinge uden for Faaborg på Sydfyn, og hun studerer for tiden på kunstakademiet i Wien.

På den ene eller den anden vis sniger naturen sig stort set altid ind i mine malerier. Egentlig føles det ikke som en bevidst beslutning, men mere noget, der bare sker. Jeg vil gerne undersøge, hvordan vi mennesker har brug for naturen, og hvordan naturen ikke rigtig har brug for os.

Læs hele interviewet med Liva Jo herunder.

Værkliste

Næsten alle værker blev solgt til udstillingsåbningen d. 3. feb. Se tilgængelige værker herinde.

Interview med kunstneren


Dine værker skildrer en magisk verden, hvor planter og blomster får liv, mens menneskene ofte vender sig væk eller indad. Hvordan skal vi forstå forholdet mellem mennesker og natur?

På den ene eller den anden vis sniger naturen sig stort set altid ind i mine malerier. Egentlig føles det ikke som en bevidst beslutning, men mere noget der bare sker. Jeg vil gerne undersøge, hvordan vi mennesker har brug for naturen, og hvordan naturen ikke rigtig har brug for os. 

Hvor kommer billederne fra? Er det en billedverden, du henter fra dit eget liv, f.eks. din opvækst på Sydfyn?

Motiverne kommer mange steder fra. Det kan være noget, jeg ser, hører og læser, som vækker min interesse. Derudover er jeg begyndt at bruge mig selv mere i mine malerier. De er blevet mere personlige. Jeg blander mine personlige oplevelser og indtryk med mere almene narrativer. Det, jeg synes, er det mest spændende, er, at andre kan læse dem selv ind i mine malerier, selvom det i udgangspunktet er et meget personligt værk. 

At have vokset op på Sydfyn har helt klart haft en indvirkning på min praksis. Jeg har gennem hele min opvækst været omgivet af natur, og derfor har det også en stor plads i mine malerier. Det er motiver, jeg kan genkende og føle mig tryg i.

Jeg synes, at der er en interessant sammenfletning af det magiske og det jordnære. Symboler dukker op midt i landskaberne, og himmellegemerne - sol, måne og stjerner - har også ofte en central rolle i dine værker. Kan du fortælle mere om symbolernes rolle i værkerne?

Jeg forsøger at sætte en stemning især ved at bruge symboler som sol, måne og stjerner i malerierne. Disse symboler har allerede en scene for tid og sted, som man forstår, fordi symbolerne er almenkendte. Symbolerne giver en sammenhæng, som man allerede kan genkende noget i og har associationer til. 

Din farveholdning og maleteknik er meget interessant. De billeder er holdt i dybe og matte farver, ligesom lærredets flade ofte ikke er dækket med maling, nærmere påført med mindre strøg, som streger, så lærredet stadig er synligt i det færdige værk. Kan du fortælle lidt om din arbejdsproces?

Jeg prøver så vidt muligt ikke at overmale. Jeg forsøger at holde det let, for på den måde at åbne maleriet op. Jeg kan godt lide, at man kan se penselstrøgene og fornemme maleriets struktur. Jeg forsøger at arbejde med lærredets materialitet aktivt og som en del af motivet. Det er derfor sjældent, at jeg laver skitser, inden jeg begynder at male på lærred. Det er vigtigt for mig, at jeg hurtigt kan få eksekveret dét, jeg har i hovedet, og jeg starter ofte et intuitivt sted, hvor jeg i min proces også prøver at eksperimentere og turde at tage nogle valg.

Du udstiller værker på både lærred og papir. Hvad er forskellen i at arbejde i de to forskellige formater?

Det at bruge papiret som lærred startede egentlig som en sidebeskæftigelse samtidig med at male på lærredet. Jeg har altid godt kunnet lide, at processen gik hurtigt, og det lægger papiret op til. At arbejde på papir blev også en måde at flytte fokus, hvis jeg sad fast i et maleri. Jeg opdagede, at de bedste værker oftest skabes, når jeg ikke overtænker det, jeg skal i gang med. Nu ser jeg helt sikkert papirværkerne på lige fod med lærredsværkerne. Derudover giver materialet selvfølgelig nogle andre muligheder og en anden tekstur. 

Du bor i dag i Wien, hvor du går på kunstakademiet på 2. år. Har opholdet dernede påvirket din kunstneriske praksis? 

Det har helt klart haft en påvirkning på min praksis. Jeg oplevede, at malerierne blev mere personlige. Jeg følte en stærkere forbindelse til dem. Det blev en måde at finde mig selv et nyt sted. Jeg tror meget på, at der ligger en stor gave i at flytte sig væk fra det velkendte og trygge. Derudover er byen og naturen omkring byen jo meget anderledes, f.eks. bjergene, som i den grad er blevet en del af min motivverden.

Fotos fra kunstnerens atelier: Lennart Sidenstein.