PER ADOLFSEN: LANDSKABSTEGNINGER

5. DECEMBER 2020 - 13. FEBRUAR 2021

Per Adolfsen tegner landskaber i gåafstand fra dér, hvor han bor. Krat, stubmarker, overdrev og skovbryn. Han tegner naturen, som han ser den. Det er steder, som man ofte overser, fordi de ikke syner af meget. Men Per Adolfsen har et særligt blik for uundseelige steders egenart. Nogle gange beskærer han motivet, så man får øje på alle de linjer, der omgiver et forvitret krat i skoven. Andre gange holder han sig selv tilbage, så enkle streger og papirets tomhed retter vores opmærksomhed mod et bakkedrag eller en ellers overset linje i landskabet.

Flere tegninger bliver fyldt ud til kanten, og kunstnerens særegne skraveringer giver tegningerne en fornemmelse af stille bevægelse. Her er himlen over markerne ikke bare tomhed, men derimod et sted i bevægelse.

Per Adolfsens landskabstegninger repræsenterer en ny romantik i kunsten, denne gang i skyggen af klimakrise og corona.

Per Adolfsen tegner med blyanter og farveblyanter. Nogle tegninger består af lette streger, der fyger hen over en mark. I andre tegninger har han mast sin blyant ned i papiret med stor kraft. Linjerne kommer til at ligne selvsamme furer i jorden, som kunstneren igen og igen vender tilbage til i sine mange marktegninger. Det er tegninger med en stor fortrolighed over for naturen. Det er tydeligt at se, at han bevæger sig rundt i den hver eneste dag.

Udstillingens 43 små tegninger er resultatet af et kunstneriske projekt, der begyndte for lidt over et år siden. Hver eneste dag går han ud for at tegne, året rundt i regn, solskin og gråvejr, med sin skitseblok. Det er disse små landskabstegninger, der nu for første gang bliver udstillet i Skitsehandlen.

SE VÆRKERNE NEDENUNDER.

Udstillingsplakat.

Om kunstneren

Per Adolfsen (f. 1964) er dansk billedkunstner bosat i udkanten af Odense. Samtidig med sin udstilling i Skitsehandlen har kunstneren også solo-udstilling på 532 Gallery Thomas Jaeckel i New York og en del af gruppeudstillinger i Shanghai og København. Han har deltaget på et utal af de store kunstmesser, bl.a. Art Miami, og han har tidligere udstillet bl.a. i USA, Holland, Tyskland, Sverige og Kina.

Per Adolfsen i sit atelier. Foto: Theis Vallø Madsen/Skitsehandlen.

 

VÆRKER