CECILIA FIONA OG EMIL KROG

URFORMER

Ditlev Fejerskov

Det er et syn, Cecilia Fiona skribler ned på papir. Et billede, der opstår ud af ord, hun har læst, brudstykker af samtaler, meditation eller drømme. Sidste år drømte hun, at hendes afdøde mormor vendte tilbage som en stor fugl og fortalte hende om at være død. Hun skitserer med næsten lukkede øjne, hurtigt og uden detaljer og farver for at frembringe sine tanker og indre verden, så synet ikke går tabt. I de slørede erindringer forsøger hun at indfange essensen. Som at nedskrive sine drømme den næste morgen. Når Fiona så går i gang med et værk, graver hun jord væk fra synet, så det langsomt kan træde frem fra glemslen og markere sig i den fysiske verden. Hun kigger aldrig på sin skitse, når hun maler. For at være fri, når hun fører penslen. For at følge sin intuition. For at søge og hige efter, hvad værket kan blive til.

”Skitsen er frøet, hvorfra blomsten gror. Ideen, der senere udvikler sig til selve værket.”

Emil Krog dagdrømte tit, da han som teenager passede grise og fjernede store sten fra markerne ved gården på Lolland. Han læste Nietzsche og var optaget af Guds død, og hvordan det nye menneske skabtes, samtidig med, han følte sig formet af at udføre det samme arbejde som sine forældre. Et gentageligt arbejde. I billedkunst fandt han en mulighed for at forene behovet for at lave noget med sine hænder og interessen i filosofi og sociologi. Under uddannelsen på Kunstakademiet i København prægede Krogs egen familiære rødder og kulturelle baggrund hans værker. I dag har han zoomet længere ud: Hvilke forbindelser er fundamentet for, hvem vi er som mennesker? Og hvordan har religion formet måden, vi tænker og agerer på? Det er en fascination af, hvad vi bliver født ind i.

At slippe kontrollen og overgive sig til værket er det første skridt i processen for Emil Krog. Ofte bruger han en våd maling, som er svær at styre. Det må godt være lidt kaotisk, så billederne kan opføre sig mærkværdigt. Undervejs er han opmærksom på, hvilke motiver, der opstår, typisk en krop, et træ eller noget mere abstrakt, så han hurtigt kan tage fat og forme det. Trække det frem, gøre det skarpt og give det dybde. ”Det er som spådom”, siger han. ”Jeg forbereder mig grundigt, læser en masse, men lige i det sekund, jeg går i gang med værket, slipper jeg det hele. Jeg kan godt lide overraskelserne. Nogle gange opstår et motiv ud af tilfældigheder, og så er der ingen vej tilbage, så bliver jeg nødt til at lave dét værk.”

Ligesom Emil Krog er Cecilia Fiona optaget af at skabe en verden i bevægelse. Verdenerne, som udspiller sig i hendes værker, er flydende og forbundne, hvor intet slutter, og alting bliver født på ny. ”I vores verden opdeler vi efter godt og ondt, drøm og virkelighed, natur og menneske. Men jeg tror ikke på disse opdelinger. Som mennesker er vores kroppe forbundet med naturen på mange flere måder, end vi kan forestille os. Vi er f.eks. fuldstændig afhængige af de organismer, som lever inde i os. Vores kroppe er deres galakse. Mine værker er en søgen efter at opleve en forbundethed med verden. Med sin fantasi kan man forvandle sig til andre væsener og arter, og når jeg maler, glider jeg ud af min krop og bliver til noget andet.”

Hos Emil Krog er der ofte en spejling imellem den indre og ydre verden i gang. Den
ydre natur bliver besjælet af en gennemstrømmende kræft, og den indre verden skildres med planter og gevækster. Når han maler en slyngplante, en palme eller et vulkanudbrud, forsøger han at give motiverne et kropsligt temperament og gøre dem levende. Krog ønsker at overgive sig og tro på, at vi mennesker selv er et stykke natur. ”Jeg vil skabe et værk, der afgiver energi, når man kigger på det. Som var det selvlysende eller radioaktivt. Det er så fascinerende, hvis det lykkes. At skabe en pære, der kan lyse for evigt.”

På det seneste har Cecilia Fiona været inspireret af fortællingen om de tre skæbnegudinder, Urd, Verdande og Skuld, i nordisk mytologi. De sidder ved verdenstræet i Asgård og spinder de levendes livstråde og klipper dem til. For Fiona er det et billede på stærk femininitet og en fortælling om at have tillid til verden og sin skæbne. ”Myterne siger meget om, hvad det vil sige at være menneske, og hvordan vores verden hænger sammen.”

Når Cecilia Fiona skaber, kaster hun sig også ud i uvisheden, kaosset, skæbnen, om man vil. ”Jeg skal befinde mig i den usikkerhed, der følger med, når man stoler på sin intuition. Det handler om tillid. Til livet, processen og mig selv.”